onsdag den 12. september 2012

Karrysuppe med kylling, citrongræs og kokosmælk

Så kører studiebussen, og tid begynder så småt at være en mangelvare. Og så må det gerne være hurtig aftensmad, og ikke mindst nem aftensmad, og så kom jeg i tanke om den her opskrift. Det er ikke gourmet eller noget stort, men smager fremragende. Der er måske en lighed mellem kylling i karry i almindelighed og så den her suppe, men det afholder mig ikke fra at smide den på bloggen. Og så ikke mindst begynder vi jo så småt at bevæge os over i de kolde efterårsmåneder igen, så det er tid til supper i lange baner (og det er i øvrigt som regel også billigt, hvilket passer med SU-budgettet!!)

Til 4 pers:
400 g kyllingefilet skåret i strimler
2 æbler, skrællet og skåret i små stykker
2 mellemstørelse løg, hakkede
1 dåse kokosmælk
1/4 kaffe- eller piskefløde (alt efter temperament)
0,5 liter hønse eller grøntsagsbouillon
en masse karry (eller efter smag og behag)
en tommelfingerstørrelse ingefær, finthakket
1-2 stængler citrongræs, MEGET finthakket
1-2 tsk. grøn karrypasta, hvis det skal krydres lidt ekstra
salt og peber
serveres med en smule ris og godt brød til

Løg, ingefær, citrongræs og æbler svitses ved svag varme i en stor gryde, til de er møre. Så skal karryen "brændes" af og bouillon og kokosmælk tilsættes. Så smages suppen til med salt og peber, og karrypasta tilsættes, hvis man vil have det i også. Hvis suppen ikke smager nok af karry, kan man bare tilsætte lidt ekstra. Nu skal kyllingen i, og suppen koges igennem til kyllingen er kogt færdig, ca. 10 minutter alt efter hvor store stykkerne er. Før suppen serveres, kommes fløden i, og må herefter ikke koge, da den så kan risikere at skille.
Så skal suppen serveres med ris og godt brød til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar