søndag den 1. juli 2012

Hjemmelavet ginger ale

Eller saft lavet af citron og ingefær... Men ginger ale lyder bare federe!
Efter jeg har haft lavet hyldeblomstsaft et par gange, tænkte jeg, at jeg ville prøve en anden variant. Og eftersom jeg havde et halvt kilo frisk ingefær liggende fra Bazar Vest tænkte jeg, at det måtte blive en slags ginger ale. Jeg har som udgangspunkt brugt opskriften fra hylde-opskriften, men har byttet hyldeblomsterne ud med ca. 150 g ingefær. Den er stadig på trække-stadiet, men jeg har prøvesmagt det lidt - og det smager fantastisk! Jeg tænker, at når man skal blande koncentratet op, kan man bruge danskvand i stedet for almindeligt vand, og så har man en lækker sommerdrink!
Og jeg kan da heller ikke love, at den ikke bliver blandet op med lidt Southern Comfort eller vodka....

Opskrift til ca. 1 liter saft (4-5 liter færdigblandet ginger ale):

  • 150 g frisk ingefær
  • 500 g rørsukker
  • 25 g citronsyre
  • 2 økologiske citroner i skiver
  • 1 liter kogende vand
  • Atamon

Brug en stor skål med låg, der kan tåle varme. Eller alternativt en gryde, hvis man ikke har sådan en skål. Ingefæren skrælles og skæres i skiver. Ingefær, sukker, citronsyre og citronskiver overhældes med det kogende vand, og det røres godt, til sukkeret er opløst.
Så skal blanding stå i køleskab 2-3 dage, hvor der indimellem røres i den.
Når saften har trukket skal den sies igennem en si. Jeg tror ikke det er nødvendigt med yderligere filtrering, da der ikke - ligesom med hyldeblomstsaft - kan forekomme små "urenheder".
Så skal saften hældes på flasker, der er skyllet med atamon. Følg anvisningen på atamon-flasken.
Når saften skal drikkes, skal den blandes i forholdet 1:3 eller 1:4 - og gerne med danskvand. Så er der bare tilbage at sige: Enjoy!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar