lørdag den 21. april 2012

Cantuccini

Sol, sommer, Italien, lækker kaffe, Vin Santo og Cantuccini. Så bliver det ikke meget bedre! Cantuccini er små vidunderkager, som er nemme og hurtige at lave. Den opskrift jeg har, ved jeg egentlig ikke helt, hvor kommer fra, men det er en håndskrevet variant, og den er virkelig god. Jeg har haft cantuccinier med lidt rundt omkring, og de er blevet ganske pænt modtaget :-) Så opskriften er røget videre et par gange, og nu kommer den også her. Som i mange af mine andre opskrifter, kan man variere alt efter, hvad man bedst kan lide. Jeg har i Italien set dem i mange varianter - de almindelige med hele mandler, men jeg har også set nogle med skovbær, nogle med chokolade og nogle med pistacienødder. Så igen igen er det kun fantasien, der sætter grænser.
Og det bedste ved selv at lave dem er, at man er fri for at betale 100 kroner for tre små småkager. Plus det faktum, at jeg bilder mig selv ind, at de faktisk næsten er sunde....

Men her kommer opskriften:
250 g mel
160 g sukker
1 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
1 knsp salt
25 g smør
2 æg
175 g mandler (eller andre lækre sager)

Alle ingredienserne blandes hurtigt sammen til en mørdej. Det kan godt være en idé at blande mandlerne i til sidst, hvis man holder af sine hænder uden ridser. Og hvis man bruger foodprocesser, skal man huske, ikke at bruge en kniv, så mandlerne ikke går helt i stykker. Når man har blandet dejen godt sammen, skal den stå i køleskabet i en halv times tid. Ellers drop det, hvis du er utålmodig, det er ikke jordens undergang. 
Så deler man dejen i 4 dele, som rulles ud til ca. 15x6 cm. 

Kagerne skal bages af to omgange, først skal de 4 "stænger" bages i ca. 15 minutter ved 200 grader.


Så lader man dem køle af i 5 minutter, hvorefter man skærer dem i ca. 2 cm tykke skiver på skrå, så de får den klassiske cantuccini-form. Så lægger man dem med den afskårne side nedad på bagepladen, og bager dem en gang til i ca. 10-15 minutter, til de er godt gyldne.


Hvis det skal være helt rigtigt, skal man servere dem med Italiensk vin santo, men personligt synes jeg, at kaffe er en ganske udmærket ledsager. Desuden er det nogle meget dekorative kager, der ser næsten helt professionelle ud, så det gør jo heller ikke noget :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar